Prolog

Maleren Kristian Zahrtmann sidder ved et bord i middelalder-byen Siena i det bakkede toscanske landskab, hvor han maler. Den italienske luft er lun. Han har netop fået brev om Viggos forlovelse med en vis Martha. Han tænker sig længe om. Kan han tillade sig at skrive? Viggo er ikke nogen helt almindelig mand – det skal hun vide. Hun bør vide, hvad hun tager på sig af både glæder og forpligtelser – ikke mindst det sidste. Omsider dypper han pennen i blækket og forfatter et ni sider langt brev:

"Kære frøken! Eller måske rettere: min kære vens bedste veninde! De bliver vist med rette forundret over at modtage brev fra en dem aldeles ubekendt (…) jeg har også været i tvivl, om det er ganske rigtigt af mig at ulejlige Dem med dette brev, der måske ovenikøbet bliver af et noget alvorligt indhold, da jeg ikke nægter, at jeg har sendt alvorlige om også glade tanker over land og hav i anledning af Johansens og Deres forbindelse (…)." [i]

Kristian Zahrtmann fortsætter brevet med at lovprise Viggos karakter og beretter om muntre dage med fælles venner. Men så kommer de advarende, omend velmente ord fra Zahrtmann, der med sine 33 år er otte år ældre end Viggo og næsten 19 år ældre end den purunge 14-årige Martha, der med hans ord får lagt en meget stor opgave på sine skuldre:

"Men så god, så stolt og så ædel, han er, tror jeg dog, det er umuligt andet, end at De vil få tunge timer med ham, hvor De vil få brug for hele Deres forstands og viljes kraft, thi jeg tror snart, vi kan blive enige om, at har De taget dette skønne klenodie på Deres hånd, har De forpligtelsen til at holde det ædelt og rent, ikke blot for samfundets og Deres egen skyld, men meget mere for dets egen skønheds skyld."

Martha gemmer brevet hele sit liv. Mødet med Viggo gav hendes liv en mening, en drivkraft mod kunsten, men også en dyb, alvorstung pligt, der blev styrende for deres begges liv.

1

Familiens sorte får

1851 – 1873

Viggo kommer til verden i København i 1851 i et årti lige efter enevældens afslutning, hvor portene omkring København åbnes, og byen vokser eksplosivt. Også Viggos liv bliver præget af store forandringer i samfundet og i kunstsyn, der påvirker ham som menneske og kunstner.

Et af de første barndomsminder afdækker centrale træk af Viggos karakter, da han som fem-årig i vinduet fra herskabslejligheden på anden sal iagttager de løse hunde på Nørretorv. De flygter hylende, så hurtigt de kan, hen over brostenene. Lige bag dem løber gråklædte mænd med jernring om benet og fiskeketchere i hænderne for at fange hundene ind. En enkelt gang er det ved at gå galt, men hunden får sig revet fri. Gudskelov. Viggo ånder lettet op.

Kampen er slut – hundene har vundet. Den grønklædte uniformerede mand får mændene på hestevognen igen, og Viggo ser dem køre afsted mod fængslet. Han ved godt, hvad der ville ske, hvis én af de løse hunde blev fanget – den ville blive slået brutalt ihjel, fordi den var uartig. Det gør ondt på ham at mærke den grusomme, uretfærdige verden, hvor man kan blive slået ihjel for så lidt. Og hvad kan man så vente sig af verden, hvis ulydighed straffes så hårdt?

Barndomsmindet viser både Viggos retfærdighedssans og afsky for vold og drama. Men vinduets magiske åbning mod verden afdækker også Viggos trang til og talent for at registrere det, han ser. At være opmærksom. Begge dele får årtier senere betydning for hans valg af motiver som kunstmaler – at male det nære omkring ham, hjemmet, konen, børnene, vennerne, naturen udenfor og altid det stille liv – ikke mindst i stilleben. Aldrig dramatiske scener fra andre tidsaldre eller kampe om liv og død på havet.

Faren, Frederik C. Johansens grosservirksomhed, giver rigeligt økonomisk tryghed i Viggos yngste år. På havnen ligger den store verden – farens handelsskibe, der sejler klipfisk og røget lammekød til Spanien og tager appelsiner og andre eksotiske ting med sig tilbage til København og Island. Når Viggo går om bord på skibene, møder han en helt anden farverig verden end vintergrå København.

Faren er også den menneskelige klippe, som hver dag laver morgenmad til sine børn, storebroren Frits og lillesøsteren Helga, og følger drengene i skole, mens moren, Camilla Olivia Petrine Johansen, bliver liggende i sengen. For der er noget i vejen med Viggos mor – præcis hvad, vides ikke. Af og til hører han lægen komme om natten. Hun fejler intet – det har han indset. Men lægen udskriver som altid nervepiller til hende. I sine erindringer kalder Viggo morens sygdom "hysteri". Viggo føler med sin far og hans ensomhed i ægteskabet.

Lejligheden på Nørretorv og siden hjørnet af Holmens Kanal og Stormgade suppleres af et skønt landsted i Skovshoved. Viggo lærer Nordsjællands frodige skove med bøgetræer at kende, når han med faren og Frits kører ad Strandvejen langs skoven på vej i skole i sommerhalvåret. Men det bliver også Skovshoved-idyllen, der bliver rammen for en tragedie, der rammer familien, da Viggos søster Helga får foden i klemme i en havebænk. Barnepigen hiver og vrider i foden, inden en kusk saver tremmerne over og får foden fri. Lige så banal som ulykken er, lige så kompliceret og ødelæggende er den efterfølgende behandling. For 5-årige Helga vælger – under pres fra den bange og grædende barnepige – ikke at sige, hvad der er sket. Det smertende og hævede knæ tolkes som en kirtelsygdom, og en operation iværksættes, der gør Helga halt for livet. Det halte ben og dermed mistede giftemuligheder for en kvinde fra borgerskabet lægger en mørk skygge over hele familien. Viggo lider, når han ser sin søster i kurvestolen, sat uden for leg og bevægelse.

Og det er ikke den eneste skygge i hjemmet. Juleaften er hvert år gennemsyret af savnet efter det sidstfødte barn, farens øjesten Olav, når nissedukken hives frem som erstatning for et tændt juletræ. For 1-årige Olav elskede det tændte træ og døde kort efter. Faren frygter hvert år at bryde sammen foran børnene, hvis han ser et tændt træ igen. I alt tre af forældrenes seks børn dør som små.

Frits, morens øjesten, er duks i skolen, særligt begavet med enestående matematiske evner og udset til en karriere som ingeniør. Det gode hoved skal ikke spildes på banalt forretningsliv. Det kan oversidderen, Viggo, derimod få lov til. Viggo kan også få lov til at se broren få større gaver til jul og fødselsdag og egen ridehest. En følelse af at være evig oversidder og i skyggen af en stjerne synes at nage Viggo hele livet, ikke mindst da han årtier senere føler sig sat i skyggen af sin gode ven og kollega, P. S. Krøyer. Intet kan varme Viggos malerhjerte mere, end når hans værker roses over Krøyers. Viggo går så langt som til at betegne sig selv som "familiens sorte får"[ii] i hjemmet, i det mindste hos moren. For hans og brorens skole, Metropolitanskolen, der ellers regnes for landets bedste og dyreste, fungerer ikke for ham. Evnen til at registrere er med ham overalt – på godt og ondt – og tager opmærksomheden på undervisningen fra ham, når han lægger mærke til det, andre overser. Til gengæld er han – til sine kammeraters begejstring – en mester i at karikere sine kammerater og lærere, noget han hurtigt bliver ked af. Karikaturer rummer for Viggo en snert af djævelskab, som han ikke bryder sig om. Karikaturtegningerne har ikke overlevet tidens tand. Til gengæld har børnetegninger, hvor Viggo tegner europæiske motiver fra tidens senromantiske kunst, overlevet. Han efterligner, så godt han kan, de romantiske motiver, han har set – Venedig og den franske revolutions hovedpersoner – i sit latinhæfte.

Ret sent bliver Viggos ellers store intellektuelle begavelse opdaget. “Du er i grunden langt mere begavet end din bror,” siger hans dansklærer til ham. Hans tegneevner tages nu også mere seriøst, og han starter på C. V. Nielsens tegneskole.  

Viggo omgås i København nærmest kun overklassen, både i Metropolitanskolen og gennem forældrenes venner – også da han som andre af overklassens børn får fægte- og musikundervisning. Men i Dragør, hvor hans mor kommer fra, møder han mennesker uden for overklassen. Dér bor to mostre, hvoraf den ene som aldrende kvinde gifter sig med en ung kommis, der sætter familiens købmandsforretning over styr og mister huset, der har været i familiens eje gennem mange år til Viggos mors store forbitrelse. I Dragør ser han også en anden natur – øde og bar i kontrast til den frodige skov og bøgetræer, han kender fra Dyrehaven og køreturene langs Strandvejen. I mange år finder han det alt for bart og intetsigende, men det bliver alligevel årtier senere et af hans foretrukne og landskabet i Dragør, det han maler mest. Andre af Viggos tanter og onkler hører vi ikke om. Men rent faktisk har faren en bror, som Viggo undlader at nævne i sine ellers omhyggelige optegnelser om familiemedlemmerne. Hvorfor vides ikke. Og så er der også en fjern erindring om adelig familie i Tyskland. Men det fine slægtskab står hen som et utydeligt drømmebillede uden egentlig relation til nutiden.[ii]

Viggo tegnede sin far som død. Et egentligt maleri af ham som levende fra Viggos hånd er ikke fundet. Men et indrammet portræt af faren, malet af en ukendt maler, viser et lyst, bølget hår, røde kinder, et let smil om munden og nogle milde, blå, opmærksomme øjne, der kigger tillidsfuldt på verden – helt i overensstemmelse med Viggos optegnelser af farens karakter. En forretningsmand med egne handelsskibe og retskaffen, alt, alt for retskaffen og uegnet til sin gerning, spørger man Viggo. Den høje moral spænder ben for evnen til at lave en god handel og tænke på sin egen fordel.

Fig. 2. Viggo Johansens far, Frederik C. Johansen. Ukendt kunstner og årstal.

Portrættet, som Viggo selv har malet af sin mor, har derimod et køligt udtryk, et afmålt blik og en lettere sammenpresset mund. Viggo har valgt at lade baggrunden, der matcher hendes kjole og kyse, være sort, så kun en hvid halskrave og det lyse ansigt lyser op i billedets midte. Resten af lærredet er sort i sort. På et andet af Viggos billeder sidder hun i modlys – man ser konturen af en kvinde, der sidder ved et vindue og kigger ud. Lyset fra vinduet oplyser stolene og gulvet tættest på vinduet – det eneste, der ikke er mørkt. Mørkest er morens silhuet.

Fig. 3. Viggo Johansen: Portræt af Viggo Johansens mor, Camilla Olivia Petrine Johansen, årstal ukendt.