Michael Mezgers tale ved åbning af Viggo Johansen-udstilling på Ribe Kunstmuseum den 6. juni 2025

At blive bedt om at holde åbningstale til min oldefars store udstilling på Ribe Kunstmuseum er en stor ære. Billederne, som hænger her i dag – hvoraf et par stykker er i mit eje - rummer alle for mig både stor æstetisk, men også emotionel værdi. Som barn sad jeg ofte og så på Viggo Johansens billeder, som hang på væggene i mit hjem – især på et med nogle konfirmandiner. Min mor forklarede mig, at jeg skulle gå nogle skridt væk fra billedet for bedre at kunne se helheden. Siden har det altid hængt fremme som et minde fra Hornbæk, hvor jeg voksede op med min mor, som var barnebarn af Viggo Johansen. Og netop Hornbæk var stedet, hvor Viggo Johansen følte, at han fik sin skoling som kunstner og gennem en bitter og kold vinter malede sig frem til sit gennembrudsbillede "Et måltid" med motiv af et gammelt ægtepar, hvor manden spiser sin fattigkost. Viggo Johansen identificerede sig aldrig med at være skagensmaler.

Da Viggo Johansen levede, var han med i front som én af landets mest anerkendte kunstnere og professor og direktør på Kunstakademiet og fik i 1886 tildelt Thorvaldsen-medaljen. Men vejen dertil var lang, i skolen var han oversidder, og han voksede op med en følelse af at være familiens sorte får. Han var et følsomt, tvivlende og musisk menneske og havde det bedre ved flyglet end ved staffeliet. Hans kone, Martha Johansen, kom til at spille en altafgørende rolle, og når han tvivlede på sine evner, troede hun og satte med menneskelig styrke og strategisk talent alt ind på at bringe sin mand frem i lyset. Sammen fik de seks børn. I deres hjem i København kom kunstnervenner som P. S. Krøyer, Kristian Zahrtmann, Michael Ancher og hans kone, Martha Johansens kusine, Anna Ancher. Og Viggo Johansen rejste en del og var del af fællesskabet i kunstnerkolonier rundt omkring i Danmark, Sverige og Italien.

Viggo Johansens var et "fint" menneske - det udtryk bruger hans venner om ham. Der ses en nær sammenhæng mellem hans væsen og hans valg af motiver og udtryk: hans kunst er nærværende, sanselig og forankret i naturen og i det levede liv med familie og venner. Hans kone, Martha Johansen forklarer, at: motivvalget "falder så nøje samme med hans væsen - når han malede sine børn, da var det, fordi han elskede disse børn. Hver en lille rørelse i deres liv forstod han og studerede på sin vis". Og om de berømte afteninteriør med vennerne forklarede hun, at: "han elskede disse mennesker, men de forstod det måske knapt, for han talte så få ord til dem. Han forstod deres væsen, tog ligesom deres liv, blandede det med sit eget".

Viggo Johansen var en mand af få ord: "Han sang så meget - det var hans måde at tale på," mente Martha Johansen. Viggo Johansen nåede i sin samtid mange gennem sin kunst, men det største aftryk satte han som menneske. Han støttede sin søster, forfatteren Helga Johansen i hendes arbejde, og han blev efterspurgt af kvinderne til at være deres lærer på Kvindeskolen ved Kunstakademiet i et tid, hvor kvindelige kunstnere kæmpede med at blive taget alvorligt.

Når man læser brevene til Viggo Johansen fra hans mange gode venner, mærker man længslen efter igen at være sammen med ham: Vennen, Kristian Zahrtmann, skriver fra Rom i 1876: "Savner du nogensinde mig – det ved jeg ikke rigtig, dog tror jeg det. Jeg savner mange gange dig, og nu forstår jeg også godt, at det dog ikke er, fordi du synger, fordi jeg holder af at se på dig eller fordi der er noget i din måde at se og spøge på, som ofte har gjort mig vemodig, men som jeg altid har syntes om. Det ville jeg måske have bildt mig ind var det, jeg kom til at savne mest, dengang jeg forlod Danmark. Nej, men jeg synes, der har udviklet sig et venskabeligt bånd mellem os, som jeg just ved den store forstand føler betydningen af." Og vennen, Karl Madsen, der også blev han svoger, skriver fra Paris i 1877: "Hvor uensartede, vi vel egentlig er, ved jeg dog ingen med hvem jeg hellere ville snakke lidt engang imellem end dig, ingen med hvem jeg bedre synes jeg kan dele sympati og interesser."

I min familie gik mange af Viggo Johansens værker i arv gennem generationer, og kunstarven har altid haft en særlig plads i mit hjerte, uanset at de fleste billeder stod pakket væk på loftet. For tre år siden besluttede jeg at åbne et lille museum, der kunne udstille værkerne ved særlige lejligheder, og jeg supplerede samlingen med indkøb af nye værker og fik nogle i donation til museet. Siden stiftede jeg Viggo Johansen Museums-foreningen sammen med mine grandkusiner, hvor vi arbejder for at fremme kendskabet til Viggo Johansen gennem udstillinger, foredrag og bogudgivelser. Gennem museet og foreningen har vi fået kontakt til en lang række mennesker, der også værdsætter Viggo Johansens kunst – nogle af dem er her også i dag. Det har været en glæde at mærke den varme og entusiasme, der er omkring en kunstner, der for mange i dag er glemt.

I museet har vi afholdt udstillinger og foredrag, og nye er i kalenderen. Til oktober i Hornbæk bliver vores udstilling og foredrag levendegjort med oplæsning af familiens breve – de bliver læst op af Viggo Johansens tipoldebarn, Lisbeth Wulff og hendes mand, Rasmus Botoft, der begge er skuespillere. I år byder vi også på en bogudgivelse, nemlig biografien, "Frem i lyset - om mennesket og skagensmaleren Viggo Johansen", skrevet af Louise Karlsen. Biografien følger Viggos kunstneriske udvikling fra ung, usikker elev på Kunstakademiet, dybt præget af romantikken til det moderne gennembrud og realismen, som han er del af sammen med sine venner. Sidenhen betyder rejser til Paris, at han søger inspiration i den franske impressionisme og mindre i de gamle hollandske 1600-talsmalere, som han gjorde som ung. Men mest af alt er det historien om et menneskes sorger, glæder og fællesskaber, et menneske, som gennem sit væsen og kunst løfter mennesker omkring ham. Louise Karlsen har dykket dybt i kildemateriale på det kongelige bibliotek og i familiens egne private breve for at give et blik bag billederne, ind i manden, der skabte dem. Bogen udkommer den 16. juni. 

Her skal vi høre et tekstuddrag fra 1877, hvor den forlovede Viggo Johansen stadig bor hos sin mor i hendes legatbolig i København, men i lange perioder maler i Hornbæk. Endnu mangler gennembruddet, vinteren i Hornbæk er kold og mørk, men hans søster Helga og hans forlovede Martha søger at holde modet oppe hos ham i deres breve. Vi kommer ind i historien umiddelbart inden hans gennembrud med værket "Et måltid", et værk, der også kan nydes her på udstillingen i dag. 

Endnu ikke at have fået den store anerkendelse er svært for Viggo. Helga søger at holde modet oppe hos sin bror og ser Marthas positive påvirkning: "Du taler så sundt, så frejdigt, så fornuftigt som nogensinde før og så jeg intet, slet intet har at tilføje, men kun siger: Bliv ved, jeg tror så inderligt, så fast, at du er på den rette vej. (…) Tab nu kun ikke modet, min egen elskede broder."[i]

I Hornbæk blandt krofolkene og fiskerne savner Viggo åndeligt selskab og føler en "rædsom tomgang"[ii] omkring ham. "Jeg trænger til kunst, musik, læsning, omgang med venner, som jeg kan have interesser fælles med."[iii] For der er ved Gud meget vrøvl, han skal lægge ører til, når han sidder og spiser sine måltider i krostuen, synes han Og han forstår, at Martha er i samme situation: "Det, du savner, er det samme, som jeg savner: Føde for ånd og hjerte. (…) Det flabede, som jeg ikke ganske har fået udryddet hos mig, kan undertiden komme frem igen, når jeg er i selskab."[iv]

Både Martha og Viggo er enige om, at godt selskab er opbyggende for sjælen – dårligt selskab det modsatte. Det handler om at forfine sit væsen. Men alt for ofte overgiver Viggo sig til sine lyster, føler han, og de ligger så langt fra hans ideal om at levendegøre sit væsen gennem ånd. I den tilrøgede krostue sidder han og lytter til fiskernes historier. Af og til er de spændende og handler om fjerne egne af verden, om rejser til Japan og Kina og om et forlis på Java, fordi skibet brændte med 400 kinesiske arbejdere ombord, hvor halvdelen druknede eller brændte inde. Men ofte sidder han også og spiller kort til langt ud på natten og føler ikke, at han kan stoppe, selvom det er imod hans principper. Og dagen ovenpå den slags aftener er han træt og dårligt oplagt til at arbejde. Ovenikøbet er han kommet til at læse en "temmelig usædelig"[v] bog, hvilket potentielt kan få konsekvenser, ved han, for "man siger jo, at man ikke kan røre med skidt uden at smudske sig."[vi]

Oven i den dårlige samvittighed har han fået sig et nyt problem: han er ved at tabe håret. I forvejen undgår han spejlet og undrer sig, når Martha fortæller ham, at han er smuk. Han finder behandling hos en "hr. Engelsted" og håber at få håret igen – "ellers vil du jo ikke have mig, vel,"[vii] skriver han til Martha. Men hårgrænsen viger, hvad enten han bruger sit nye hårmiddel eller ej.

Eftertiden vil mene, at Viggo faktisk er produktiv i Hornbæk, og den dårlige samvittighed snarere er resultatet af hans egen hårde dom, og i 1877 maler han gennembrudsbilledet "Et måltid" fra to ældre menneskers hjem – konen skræller kartofler, mens manden spiser fattigkost. Med billedet lægger Viggo klart afstand til romantikken og maler i den nye tids realisme. Stadig ses rødderne i de hollandske malere, som han i København har studeret så intenst. Sammen med "Nabokonens Besøg" udstilles det på Charlottenborgs forårsudstilling.

Selveste Heinrich Hirschsprung, den altdominerende mæcen i København, banker en dag på døren hjemme i den ydmyge legatbolig sammen med maleren Frederik Vermehren og vil købe Viggos billeder. De synes, at de gamle i "Et måltid" er: "… så udmærket malt, så virkelige, gamle og forslidte"[viii] og sammenligner værkerne med de gamle hollændere. "Jeg kunne mærke på Viggo, at Vermehren havde været henrykt over ham"[ix], skriver Martha bagefter til Helga. Hun ved, at Viggos beskedenhed forbyder ham at fortælle det selv. Helga jubler over, at verden nu endelig har fået øje på hendes bror, efter at hun i årevis har lidt med broren over hans manglende gennembrud og skriver til ham: "Det havde jeg ikke troet, selv i mine lyseste drømme, at du vil komme til at gøre lykke hos det store publikum. Imidlertid er verden steget et par grader i min agtelse (…) Jeg frygter ikke for, at du skal være blevet eller overhovedet blive hovmodig og indbildsk. Hvis du ikke havde så streng, men tillige så gavnlig (…) en modgangens skole igennem i de sidste år, kunne der vel være grund til at frygte derfor, men nu er du jo alt for fornuftig og erfaren til at tage verdens bifald på anden måde.

Her slutter uddraget – vi håber, I har lyst til at læse videre på egen hånd.

Viggo Johansens fine og kultiverede væsen har vi ikke længere mulighed for at møde. Men vi kan nyde de værker, hvor han malede sin kærlighed til naturen og mennesker og derigennem fornemme det menneske, der stod bag. Jeg håber, I vil mærke varmen og nærværet fra Viggo Johansens stemningsfyldte billeder, når I nu om lidt går rundt og ser dem. 

Hermed erklærer jeg udstillingen "Hos mig – Viggo Johansen" på Ribe Kunstmuseum for åben.